mandag den 8. juni 2015

Det var så foråret 2015

Tja tingene går sjældent som præsten prædiker. Denne blog blev startet i december sidste år, og så glemte jeg faktisk at jeg havde oprettet den! Selvom jeg dagligt går og tænker på en masse ting jeg gerne ville have skrevet om.

Så foråret 2015 er allerede slut, sommeren er her! Dvs. temperaturen lader stadigvæk vente på sig.

Haveåret startede rigtigt i marts, hvor vi fik fældet vores birketræ i forhaven. Det var stort og flot, men planen var at jeg skulle have plantet en ny hæk. Og træet stod næsten i skel, hvor des rødder allerede var begyndt at løfte fliserne på fortovet. Udover at det betød at intet kunne vokse omkring sig, da det tog alt vand i hele bedet. Så det skulle væk!

Og væk kom det. Med lidt hjælp fik jeg lagt træet ned og fjerne på en dags tid. Lidt mere med de sidste grene der blev kørt gennem flismaskinen.

Efter det hårde arbejde med træet, og senere en stor hæk indtil naboen, der blev skåret ned til ca. 20-30 cm., så var jeg træet i hele kroppen.

Jeg havde ondt i ryggen og den næste måneds tid, havde jeg smerter dagligt. Ikke vildt slemme, men nok til at jeg hellere måtte passe på ikke at arbejde for hårdt i haven.
I april blev smerterne værre, og jeg gik til lægen, da min kone mente at det kunne være nyrene.

Og helt rigtigt, det var ikke ryggen (nederste til højre), det var nyrerne! Jeg havde mikroskopisk blod i urinen, og en ct skanning på Middelfart Sygehus viste en nyresten. Og den var så stor at de ville anbefale at den blev fjernet via en kikkertoperation (med laser) via urinvejen.

Den 20. maj kom den ud, og 3-4 dage efter var jeg smertefri igen.

Stort set altså. For i mellemtiden havde den medicin (ibuprofen) jeg havde fået mod smerterne, fået mit mavesår til at springe op igen, efter næsten 10 år uden at have givet nogen problemer.

Og så faldt jeg (ja ja - jeg er en klovn nogen gange) i et hul i haven og fik trykket et ribben. Så nu kunne jeg alligevel ikke arbejde helt igennem i haven! Øv.

Her i starten af juni, så er jeg stadigvæk lettere besværet af mit ribben, men kan stort klare det meste igen!

Trods min nedsatte arbejdskraft her i foråret, så ser haven nu ganske godt ud nogle steder alligevel! Her er mit favorithjørne lige nu. Rhododendronerne er i blomst, hostaerne står flot og bregnerne er frodige.


søndag den 14. december 2014

New Yorker Brunch - 18 års fødselsdag

(Note: Denne post blev fejlagtigt, ikke udgivet da den blev skrevet 14. december 2014 - men jeg ville ikke bare slettet den.)


Nuvel, min ældste datter blev den 5. december 18 år. Men først i formiddags havde vi mulighed for at fejre det sammen med min familie her i Middelfart. Natascha er født i New Jersey (lige udenfor New York), så tænkte jeg at det ikke bare skulle være en traditionel dansk brunch, men en brunch med "New York" som tema.

Fra år 1995 til 1997 boede og arbejdede jeg i New York (ok boede i New Jersey, 25 miles fra Manhattan). Og selv efter vi flyttede hjem igen godt en måned efter Natascha's fødsel, så arbejdede jeg fortsat for det samme IT firma i New York, frem til 2001. Og det blev til mange besøg i "min by" New York i den periode, og knap så mange siden.

Allerede dengang var det at gå ud til brunch i weekenden sammen med familie og venner, noget stort set alle vi kendte i aldersgruppen 18 til 40-50 år gjorde mindst et par gange om måneden. Og masser af valgmuligheder med spændende tilbud. På det tidspunkt var dette med at restauranter og cafeer tilbød brunch ikke så almindeligt i Danmark. Men i dag er der også mange muligheder herhjemme. Ja selv her i lille Middelfart.

Det var nu ikke kun Natascha vi fejrede, men også min datter Victoria's 16 år (17/11) og min egen (16/12). Vi plejer altid at slå vores fødselsdage sammen, så vi ikke skal holde fødselsdag hver gang pigerne er i Middelfart.

For det meste, når vi invitere til fødselsdag, så er det en traditionel børnefødselsdag, med boller, lagkager og en gang i mellem en fynsk brunsviger. Plus varm kakao med flødeskum. De næste 17 år jeg boede med min eks-kone, var det altid hende der stod for "logistikken" i forbindelse med den slags "familie-arrangementer", hvorfor jeg stort set var på bar bund, da jeg i 2006 blev skilt. Min dejlige kone Pichaya, kommer fra Thailand, og er slet ikke vant til den slags familie arrangementer. Dernede tager man næsten altid ud at spise sammen, de fleste har ingen en gang et "normalt" køkken. Men efterhånden har jeg da styr på "logistikken".

En "New York Brunch" er noget helt andet. Vi var 16 i alt, heraf 4 under 13 år. Plus at min kone desværre ikke kunne være hjemme (lidt problemer med at få koordineret datoer med eks.kone og så havde min kone desværre nået at booke en julefrokost/fest med sine veninder i København).

Første punkt var at finde frem til menuen. Da temaet var besluttet, var næste punkt menuen. Nogle af de ting jeg husker og elsker fra New York var:
  • French Toast
  • Amerikanske Pandekager
  • Bagels m/creme cheese og røget laks
  • Eggs Benedict
  • Backed Eggs m/bacon, spinat og tomat
  • Hash (biksemad) med spejlæg
  • Hashbrowns (brasekartofler)
  • Scrabled Egs (røræg)
  • Skinke
  • Bacon
  • Toast 
  • Frisk frugt
 Endelig en masse kaffe, juicer og måske en Bloody Mary eller en Mimosa.

Pandekagerne blev droppet, da jeg synes de tager for lang tid at lave til mange mennesker, og de skal helst laves umiddelbart inden de serveres. Da jeg besluttede at lave amerikansk biksemad (hash), synes jeg at det ville være for meget også at servere brasekartofler. Endelig droppede jeg også spejlæg, da de også helst skal laves lige inden serveringen, for ikke at blive kedelige. Resten af punkterne kunne stort set alle laves før gæsterne kom, så det ville gøre logistikken simplere. Et stort plus, hvis man er mig! Ellers kan et sådan arrangement godt stresse mig ret så meget.

Jeg havde købt en stor party skinke, som jeg lørdag startede med at koge. Den måtte gerne være kold, når den skulle serveres. Den skulle koges i to timer. Lørdag skrællede vi også alle de kartofler vi skulle bruge til vores hash (biksemad).

For igen at undgå at stresse for meget på dagen, så havde jeg planlagt slaget ret så detaljeret. Tidsplan og to-do liste, stort set planlagt som et IT projekt.

Og det hele klappede stort set.

Jeg vil gå i dybden med selve menuen i en senere post, da denne allerede er blevet ret lang.


lørdag den 13. december 2014

Hvem, hvad, hvor?

Det er snart nogle år siden at jeg har blogget på dansk. Generelt blogger jeg på engelsk i min Microsoft Dynamics blog, hvor jeg blogger om mit arbejde med Microsoft's Dynamics produkter. Men denne blog er rent privat og vil handle om alt muligt.

Men nu må vi se, min tanke med denne blog er at det er et sted jeg har planer om at skrive om "alt-muligt", fra madopskrifter, gør-det-selv (istandsættelse af mit hus), haven, rejser, Buddhisme eller måske ligefrem om politik.

Hvis du ikke kender mig, så får du her en meget kort introduktion.

Jeg er født i 1967 i Middelfart. Efter en kontor/regnskabsuddannelse tog jeg en edb-assistent uddannelse i 1987-90. Og stort set lige siden har jeg arbejdet med Navision, der i dag kaldes Microsoft Dynamics NAV. Selvom denne blog ikke skal handle om mit professionelle liv, så kan jeg blot tilføje jeg elsker mit job som selvstændig Navision konsulent. Jeg underviser, programmerer, implementerer og laver projektledelse. Jeg har været selvstændig siden 1999, kun afbrudt af en periode fra 2003 til 2009, hvor jeg arbejdede som Navision systemarkitekt først for GN Netcom (Jabra) og dernæst ISS's hovedkontor.

Hele min barndom boede jeg i Middelfart, mens jeg læste edb-assistent i Odense og fra 1990 til 1995 i København. Fra 1995 boede jeg i en lille by i New Jersey 40 km. fra New York City, hvor jeg arbejdede. Tilbage i Danmark i 1997 boede jeg først to år i Glostrup, herefter 5 år i Sandbjerg nord for København. Efter min skilsmisse i 2005, flyttede jeg til Hillerød.

I 2010 besluttede min nuværende kone Pichaya og mig os for at flytte tilbage til Middelfart.

Her har vi købt os et lille bjælkehus fra 1960. Må desværre siges at jeg faldt mere for huset charme og muligheder, end des generelle vedligeholdelsesniveau og andre praktiske forhold. Det betyder at huset bestemt ikke er af den standard jeg ellers har været vant til.
Men det var med ejendomsmæglerens ord "indflytningsklart", så vi flyttede ind, selvom der var mange ting vi gerne ville have lavet anderledes.

Med den globale finansielle nedtur vi har oplevet de seneste næsten 10 år, så har det været nogle hårde år som selvstændig IT mand. Projekterne har været svære at finde. Det sidste år har jeg dog haft godt med opgaver og jeg kan nu endelig begynde at afse penge til at bruge på istandsættelse.

Inden denne post bliver for lang, så vil jeg afslutte med at sige at jeg har 4 børn med min eks-kone. Natascha på 18, Victoria på 16, Cassandra på 12 og Helena på 9 år. De bor hos deres mor, men er hos mig hver anden uge (selvom de to store ikke længere kommer så tit. Desuden har jeg to "bonus-børn", dvs. min nuværende Thailandske kone Pichaya's (kaldet Boe) to børn Andrew på 12 og Katrine på 18 år, der bor hos os.

Men tak for nu. Hvis du har nogen kommentarer eller spørgsmål, så er du velkommen til at skrive dem nedenfor.